Er du skarp i pæren? Så bliv juniorkonsulent i vores team

juli 2nd, 2019

Nobiles søger en ambitiøs og nysgerrig juniorkonsulent med interesse for strategi, forandringsledelse og proceskonsultation. 


Nobiles søger en ny juniorkonsulent, da en af de nuværende er færdiguddannet og har fået nye spændende udfordringer. 

Vi er en ung rådgivningsvirksomhed bestående af konsulenter med mangeårig konsulenterfaring samt ambitiøse juniorkonsulenter. Vi servicerer kunder inden for områderne strategi, ledelses- og teamudvikling, organisationsudvikling, kulturforandring, samt styring og effektivisering. Gennem målrettet rådgivning og projektarbejde har vi fokus på at hjælpe vores kunder med at designe og forankre netop de processer, der vil skabe en bedre og mere effektiv forretning, og vi lægger vægt på at rådgive vores kunder med både indlevelse og kant. 

Om jobbet som juniorkonsulent 

Som juniorkonsulent hos Nobiles skal du være med til at løfte opgaver for private og offentlige virksomheder. Her vil du sammen med vores erfarne rådgivere være med til at analysere, designe, forberede og gennemføre større og mindre forandringsforløb indenfor eksempelvis strategiudarbejdelse, teambuilding, ledelsesudvikling, kulturforandring og meget mere. Du vil komme med ud til kunderne i alle faser af opgaven, og vi forventer, at du bidrager med din kritiske analytiske sans og viden om ledelses- og organisationsteori fra uddannelsen. Arbejdsopgaverne indebærer udarbejdelse af drejebøger, workshoppræsentationer, samt kundekommunikation og rapportering. Afhængig af dine kvalifikationer og ønsker samt vores kunders behov, kan opgaverne udvides til blandt andet udbudsudarbejdelse, projektledelse, workshopfacilitering og skriftlig produktudarbejdelse. 

Vi tilbyder et job i en lille virksomhed, hvor du får ansvar og muligheden for at opleve, hvad det vil sige at være konsulent. Nobiles er en atypisk og uformel arbejdsplads, hvor vi alle har det sjovt, hjælper hinanden og bliver dygtigere. Vi løser opgaven sammen med kunderne, og lægger vægt på, at både problem og løsning ejes af kunden, for derved at sikre varige og hensigtsmæssige forandringer i organisationen. 

Om vores nye kollega 

  • Du er i gang med en relevant uddannelse (bachelor/start af kandidat) og er god i skolen 
  • Du er ikke bange for at udfordre dine seniorkolleger fagligt, og du bringer det, du lærer på studiet, aktivt ind i dit arbejde 
  • Som person er du analytisk og tænker i helheder 
  • Du er nysgerrig i alle livets forhold 
  • Du har høj social intelligens, som gør dig i stand til at samarbejde og udfordre mennesker med forskellig baggrund og på alle niveauer 
  • Du har et stærkt personligt drive og en vilje til at skabe værdi i hver eneste opgave 
  • Du har mulighed for at arbejde 15-20 timer om ugen. Vi vil selvfølgelig være fleksible i perioder med eksamener, men det forventes også af dig, at du vil være fleksibel i perioder med spidsbelastninger, hvor mere end 20 timers arbejde/uge kan forekomme.  

 

Hvis opslaget fanger din interesse så tøv ikke med at søge. Send dit CV og en motiveret ansøgning til Isabel Korshagen på isabel@nobiles.dk, og hvis du har spørgsmål – ring til Isabel på tlf. 60196686.  

Du kan læse mere om os her på siden, hvor du også finder artiklen Livet som juniorkonsulent. 

Ansøgningsfrist: 5. august 2019 – ansættelse per 1. september eller efter aftale. 

Vi vil glæde os til at snakke med dig!